Syv af ti taber sig i ny overvægtsklinik

Kommunen: Den nye overvægtsklinik for børn og unge i Sønderborg er kommet godt fra start. Syv ud af ti børn på 3 til 18 år, som siden den 1. oktober 2015 har fået hjælp i deres kamp mod overvægt i klinikken, har reduceret deres BMI. Af dem oplever langt de fleste en bedre trivsel, og en stor del er blevet mere fysisk aktive.

Det er gode resultater, og håbet er, at mange flere vil få hjælp fremover. Overvægtsklinikken bliver nemlig – som en del af byrådets nye budgetforlig – en fast del af sundhedsplejens tilbud.

Resultaterne fremgår af evalueringen af overvægtsklinikken, som sundhedsudvalget netop har behandlet. Tidligere indsatser har vist, at det kan være vanskeligt at få børn og unge til at deltage i den type forløb. Målsætningen var 140 deltagere i løbet af den toårige projektperiode, men rekrutteringen er gået bedre end forventet, idet hele 198 børn og unge har deltaget i et forløb i overvægtsklinikken.

– Det er fine resultater, der er til gavn og glæde for de børn og unge, der er blevet hjulpet. Men vi vil gerne hjælpe endnu flere, og derfor justeres tilbuddet, så endnu flere børn og unge får reduceret deres BMI, trives bedre og bliver mere fysisk aktive, siger Helge Larsen, formand for sundhedsudvalget.

Udvalgets næstformand, Claus Klaris, peger på, at frafaldet gerne skal reduceres:

– Der har været et frafald på 31 procent. Det er på niveau med frafaldet i andre kommuner, men jeg synes, tallet er for højt. Evalueringen giver svar på, hvorfor nogle falder fra – og dermed mulighed for at justere, så flere gennemfører, siger Claus Klaris.

Udvalget er overordnet meget tilfreds med succesraten, selv om ambitionen fra starten var, at 80 pct. skulle reducere deres BMI, opnå bedre trivsel og være mere fysisk aktive.

– De tal er ikke nået, men vi er tæt på i forhold til, at 71 pct. har reduceret deres BMI. I virkeligheden har vi været for ambitiøse i vores krav til succes. Når vi ser på tallene nu, så er vi rigtig glade for, at så mange børn og unge er hjulpet, siger Helge Larsen.

Ifølge evalueringen kan bl.a. følgende være med til at styrke og udvikle tilbuddet:

  • Motion for børn på hold sammen med andre børn
  • Madlavning i praksis og i fællesskab med andre familier
  • Tilbud om forældrecoaching eller gruppeforløb

Hertil kommer et styrket samarbejde med skolerne og fortsat krav til tværfaglighed blandt medarbejderne. Medarbejderne i overvægtsklinikken arbejder med den såkaldte Holbæk-metode.

FAKTA

Holbæk-metoden er udviklet af Jens-Christian Holm, forskningsleder ved Enheden for Overvægtige Børn og Unge på Holbæk Sygehus. Kernen i metoden er en personlig punktplan med regler, der omfatter søvn, skærmtid, sport, kost, venner og familie. Et vigtigt element i arbejdet med Holbæk-metoden er forældrenes afgørende rolle og ansvar i processen. Derfor er det ikke kun barnet/den unge, men hele familien, der aktivt deltager i møder i klinikken. Mange har sikkert set metoden udfoldet i praksis i TV-programmet Generation XL, som DR1 har sendt i august og september.

Giv en kommentar

Vær den første til at kommentere

Giv besked ved
wpDiscuz