Sundhedstilbud skal forebygge kronisk sygdom

Kommunen: Hvordan får man mennesker, der normalt ikke går til lægen, til at interessere sig mere for deres helbred og møde op til et kommunalt sundhedstilbud, der kan forebygge en kronisk sygdom?

Det skal 11 projekter over hele landet nu undersøge, bl.a. i Sønderborg Kommune, som har fået 2,5 mio. kr. til opgaven.

Med i alt 27 millioner kroner i ryggen fra satspuljemidlerne vil 11 kommuner, sammen med fagforeninger og pensionskasser, prøve at få en række borgere til at møde op til en individuel samtale, så kroniske sygdomme kan forebygges.

Sønderborg Kommune har indgået samarbejde med 3F og Linak A/S, og målgruppen er borgere mellem 40 og 60 år, som er i risiko for at udvikle bl.a. KOL, diabetes, hjerte-karsygdomme eller muskel-skeletlidelser.

– Hvis man ude i kommunerne opfanger advarsler for kroniske sygdomme hos en række mennesker noget tidligere, så kan vi også sætte hurtigere ind over for sygdommen, hvis den opstår. Så det giver god mening for Sønderborg Kommune at lave forebyggende sundhedstjek på bestemte grupper, som er i risiko for at blive syge. Det kan også mindske belastningen på det samlede sundhedsvæsen på den lange bane og give mere sundhed for pengene, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Det var partierne bag satspuljeaftalen for 2016-2019, der blev enige om at sætte i alt 30 mio. kr. til en pulje til forebyggende sundhedstjek – 27 mio. til selve projekterne og tre mio. til evaluering, et beslutningsstøtteværktøj og udveksling af viden.

Sundhedsstyrelsen har nu udvalgt 11 projekter med forebyggelsestilbud, hvor en kommune indgår partnerskab med private organisationer eller foreninger, fx en fagbevægelse eller en pensionskasser, for at få borgerne til at få tjekket deres helbred.

Enkelte projekter samarbejder også med boligforeninger og jobcentre for at målrette indsatsen mod borgere uden for arbejdsmarkedet eller folk der bor i sociale boligområder.

Tanken er, at foreningerne og pensionskasserne skal få folk, der har særlig risiko for at udvikle KOL, diabetes, hjerte-karsygdomme eller muskel-skelet lidelser til at møde op til en afklarende samtale.

Ved samtalen fokuseres snakken på borgerens generelle sundhed og hvordan de kommunale forebyggelsestilbud kan hjælpe med, at vedkommende bliver sundere.

Hvis der er mistanke om en kronisk sygdom, opfordres borgerne til at kontakte egen læge.

De udvalgte kommuner er:

  • Vesthimmerlands Kommune
  • Thisted Kommune
  • Syddjurs Kommune
  • Jammerbugt Kommune
  • Mariagerfjord Kommune
  • Greve Kommune
  • Esbjerg Kommune
  • Sønderborg Kommune
  • Roskilde Kommune
  • Næstved Kommune
  • Aalborg Kommune

Giv en kommentar

Vær den første til at kommentere

Giv besked ved
wpDiscuz