Sønderborg Rideklub afholder landsstævne i springning for både heste og ponyer

Sport: Der er travlhed på Sønderborg Rideklub som er i fuld gang med forberedelserne til hele to weekender i træk med landsstævner i springning.

Klubben lægger ud med et ponylandsstævne weekenden den 29. september til 1. oktober, og allerede weekenden efter den 6.-8. oktober, er der landsstævne for heste. Tilmeldingerne strømmer ind og klubben glæder til at se springryttere fra hele landet komme til Sønderborg, og er glade for den opbakning de oplever til stævnerne fra både ryttere og sponsorer. Sønderborg Rideklub har i løbet af sommeren fået ny bund i den store opvisningshal, hvilket helt sikkert også er med til at tiltrække flere ryttere.

Begge weekender byder desuden på muligheden for at ride children- og juniorklasser, og også kostumespringning hvor rytterne vil konkurrere om den bedste udklædning for at vinde de forhøjede præmier. Begge weekender vil byde på masser af fart og feltet og forskellige sværhedsgrader for både ponyer og heste hvor der springes helt op til de største højder. Til landsstævnet for heste vil man desuden kunne se både klubbens springtræner Robin Grauff og Søren Møller Rohde i sadlen. Begge medbringer flere topheste til stævnet.

Hovedsponsor er Stutteri Ask og Ridebane.dk. Sidstnævnte har leveret bunde til begge klubbens ridehaller. Derudover er flere lokale sponsorer med til at bakke op omkring stævnet herunder; Byens Brødhus, Soyaconcept, Jensens Bøfhus, Land og Fritid, Happy Horse, SuperBrugsen Augustenborg og AB Rideudstyr.

Der er fri adgang til stævnerne hvor cafeteriet på Sønderborg Rideklub vil holde åbent.

Giv en kommentar

Vær den første til at kommentere

Giv besked ved
wpDiscuz