Små og mellemstore virksomheder får digital indsprøjtning

Regionen: Der er for lidt fokus på de digitale muligheder i virksomhederne. Manglende datasikkerhed og manglende anvendelse af robotter og digitale løsninger koster især de små og mellemstore virksomheder vækst og udvikling. Derfor vil Syddansk Vækstforum bruge 36 mio. kr. til at hjælpe digitaliseringen i virksomhederne på vej.

Kun en lille del af de små og mellemstore virksomheder i Region Syddanmark har for alvor taget de digitale muligheder til sig. Fx har blot 19 pct. implementeret datasikkerhed i forretningen, og under ti pct. anvender digitale løsninger til produktionsstyring, design og logistik.

Det viste en analyse fra foråret baseret på svar fra 140 syddanske virksomheder og 25 dybdegående interviews om årsager og barrier til den manglende digitale omstilling.

– Mange virksomheder har fokus på den daglige drift og ikke så meget på udvikling, selv om det at indføre digitale løsninger som regel har en positiv indvirkning på såvel drift som omkostninger. Derudover kan nye teknologier være med til at give netop det pusterum, der skal til for at tænke udvikling af nye produkter og services, siger næstformand i Syddansk Vækstforum, Bo Stærmose, der også er bestyrelsesformand i Juliana Drivhuse.

Derfor satser Syddansk Vækstforum 36 mio. kr. på at udvikle og udbrede digitale løsninger, og opgaven er nu tildelt et konsortium med Væksthus Syddanmark i spidsen.

Initiativet skal bl.a. hjælpe 30 virksomheder med at lægge planer for, hvordan innovative og digitale forretningsmodeller kan skabe mere vækst, mens udviklende virksomheder kan indgå samarbejder med forskningsmiljøer, med henblik på udviklingen af nye digitale løsninger.

– En af Syddansk Vækstforum fornemste opgaver er at understøtte virksomhederne til at blive mere konkurrencedygtige i en stadigt hårdere konkurrence fra ind- og udland. Vi er overbeviste om, at det at være på forkant med den teknologiske udvikling, kan hjælpe virksomhederne til at blive mere omkostningseffektive og skabe flere innovative produkter, siger Stephanie Lose (V), der er formand for Syddansk Vækstforum.

Maskinfabrikken OKM i Tønder en af de virksomheder, der allerede har taget de digitale muligheder til sig.

– Digitaliseringen har givet os ny indsigt i vores forretning, og giver os mulighed for at styre forretningen i en helt anden detaljeringsgrad. Det har været helt afgørende for vores projekt at kunne få hjælp fra de rigtige medspillere. Muligheder i form af initiativer som fx ”Digital Omstilling” er et godt sted at starte for andre virksomheder, der ikke er kommet i gang med at bruge de digitale muligheder, siger adm. dir. Kristian Kvistgaard-Persson.

Hos OKM, der primært eksporterer komponenter og værktøj til automobil-industrien i Skandinavien og Tyskland, betyder den digitale infrastruktur, at det er lettere at tage yderligere digitaliseringstiltag, og i dag er der fx to robotter i produktionen.

De 36 mio. kr. til projekterne inden for digital omstilling finansieres via EU’s regionalfondsmidler og de regionale erhvervsudviklingsmidler.

Giv en kommentar

Vær den første til at kommentere

Giv besked ved
wpDiscuz