Slut med termostater og ventiler – nu står der LEGO på programmet

Erhverv: Den tidligere Danfoss topchef Niels B. Christiansen, bliver ny administrerende direktør i Lego Koncernen. Det oplyser selskabet på sin hjemmeside. Han afløser Bali Padda på posten.

Niels B Christiansen bliver ny Administrerende direktør i LEGO

Padda vil fremover varetage en rådgivende funktion hos Lego. Padda er 61 år, mens Niels B. Christiansen er ti år yngre.

Legos bestyrelsesformand, Jørgen Vig Knudstorp, kalder i en skriftlig kommentar Niels B. Christiansen for en fantastisk leder, der har leveret enestående resultater i Danfoss.

– Han har forandret en traditionel industrivirksomhed til en ledende teknologivirksomhed. I bestyrelsen er vi sikre på, at Lego Koncernen med Niels som administrerende direktør vil fortsætte med at trives og nå flere børn i hele verden med legeoplevelser, udtaler Knudstorp.

Niels B. Christiansen er en af de helt tunge drenge i dansk erhvervsliv. Før han kom til Danfoss, var han direktør i GN Store Nord.

Han er bestyrelsesformand for høreapparatselskabet William Demant og kapitalfonden Axcel. Og han sidder derudover i bestyrelserne for A.P. Møller-Mærsk og Danmarks Tekniske Universitet.

– Det er en ære at få mulighed for at blive en del af et brand og en virksomhed, der er så ikonisk og formålsdrevet som Lego Koncernen, udtaler Niels B. Christiansen i pressemeddelelsen.

– Jeg har elsket at bygge med legoklodser, siden jeg selv var barn. Og når jeg ser på de udfordringer, denne generations børn står over for, fremstår Lego Koncernens mission – at inspirere og udvikle dem, der skal bygge fremtiden – som endnu vigtigere end nogensinde, siger den nye Administrerende direktør i LEGO.

Giv en kommentar

1 Kommentar til "Slut med termostater og ventiler – nu står der LEGO på programmet"

Giv besked ved
Sorter efter:   nyeste | ældste | mest bedømte

Åhh nej. Skal Legos danske arbejdsplads nu også slagtes???

wpDiscuz