Skoleelever i Sønderborg Kommune løber FN’s verdensmål i gang

Kommunen: Fredag den 13. oktober 2017 løber både små og store skoleelever FN’s 17 verdensmål i gang på 17 skoler i Sønderborg Kommune. Det bliver spektakulære løb, der nogle steder kommer til at foregå på cykel eller løbehjul med UNESCO-flag eller verdensmålsflag blafrende i vinden. Flere af kommunens politikere vil være til stede under løbene.

I juli 2016 blev Sønderborg som den første danske kommune medlem af UNESCO Sustainable Learning Cities (bæredygtige læringsbyer), der er et globalt netværk, der arbejder med 42 nøgleindsatser inden for bæredygtighed, medborgerskab og livslang læring.

Efterfølgende har tænketanken og konsulentvirksomheden Sustainia ønsket at bruge Sønderborg Kommune som modelkommune i sit arbejde med at udbrede kendskab til bæredygtighed og bæredygtige løsninger nationalt såvel som internationalt.

I august 2017 indgik Sønderborg Kommune samarbejdsaftalen “Sønderborg Scorer Verdensmål” med Sustainia for perioden juli 2017 til juni 2020. Denne samarbejdsaftale betyder, at Sønderborg Kommune de næste tre år er frontløbere i Danmark på FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling og vil blive eksponeret som Danmarks førende bæredygtige læringsby.

I samarbejde med Sustainia vil kommunen arbejde på at gøre FN’s 17 verdensmål nærværende i borgernes hverdag og vise, hvordan man kan omsætte målene til en bæredygtig livsstil. Arbejdet med verdensmålene løbes i gang i forbindelse med skolernes motionsdag den 13. oktober 2017 på alle kommunens 17 folkeskoler.

Bæredygtighed er indarbejdet i den daglige undervisning i Sønderborg Kommune helt fra ABC til Ph.d. niveau. Man kan sige, bæredygtighed bliver løbet i gang hos borgerne helt fra, de er små. Det er derfor meget symbolsk, at det netop er folkeskoleelever helt fra 0. klasse og opefter, der nu løber verdensmålene om bæredygtighed i gang.

Giv en kommentar

Vær den første til at kommentere

Giv besked ved
wpDiscuz