Risiko for økonomisk moms-lussing til spejderlejren

Kultur: Spejderlejren i Sønderborg i juli risikerer at få en alvorlig økonomisk lussing, hvis regeringens finanslovsforslag bliver vedtaget. Det skriver Jydske Vestkysten.

Lejren med 32.500 deltagere havde omkostninger på næsten 100 millioner kroner, og en del af pengene skulle komme retur i form af såkaldt moms-kompensation fra Skatteministeriet i 2018.

Nu vil regeringen afskaffe den ordning, og dermed står Spejdernes Lejr til at få et minus på 3,5 millioner kroner. Det fortæller Rune Siglev, der er en af formændene bag Spejdernes Lejr:

– Da vi lagde budgettet, arbejdede vi ud fra de gældende regler. De 3,5 million kroner var et rimeligt konservativt estimat ud fra tidligere erfaringer. I sidste ende kan vi kun sende regningen til spejderorganisationerne, som vil få markant færre penge at lave aktiviteter for, siger Rune Siglev til avisen.

Spejdernes Lejr gik efter at ende med et nul på bundlinjen. Såfremt ekstraregningen skal fordeles blandt de deltagende spejderorganisationer risikerer KFUM-spejderne alene at skulle betale 1,5 million kroner, hvis det ender med et underskud.

Læs mere om sagen på Jydske Vestkysten

Giv en kommentar

Vær den første til at kommentere

Giv besked ved
wpDiscuz