Regioner vil beholde de unge på gymnasier i yderområder

Uddannelse: I fremtiden skal de populære gymnasier i byerne begrænses på antallet af elever, så de ikke suger alle eleverne fra gymnasier i yderområderne til sig.

Sådan lyder ønsket fra Danske Regioner, der frygter at unges fravalg af gymnasierne i yderområderne kommer til at betyde, at gymnasierne lukker på grund af elevmangel. Det skriver DR Nyheder

– Vi vil gerne have et land, hvor der er bosætning og arbejdspladser, vækst og udvikling i alle dele af landet. Og en af de vigtigste forudsætninger for det er, at der også er uddannelsesmuligheder, siger Stephanie Lose (V), næstformand i Danske Regioner til DR Nyheder.

Problemerne med at fastholde et tilstrækkeligt antal elever på ungdomsuddannelsesstederne i yderområderne vil opstå, fordi der i det hele taget bliver færre potentielle elever i fremtiden.

Befolkningsfremskrivningerne viser nemlig, at der i årene frem mod 2030 vil blive 25.000 færre unge i alderen 16 til 19. Og faldet vil blive størst på landet.

Derfor ønsker Danske Regioner at sikre at holde på de unge i yderområderne ved at lægge loft på antallet af elever på de populære by-gymnasier, der i dag får mange elever fra byerne rundt om.

Giv en kommentar

Vær den første til at kommentere

Giv besked ved
wpDiscuz