Politiet leder efter fører af ulykkesbil

Politi: Der skete i aftes kl. 21:48 et voldsomt færdselsuheld på Brovej i Egernsund.

Fire unge mænd kørte i en lille Ford Ka på Brovej da de blev påkørt bagfra af en Hyundai personbil.

– De blev alle fire kørt på sygehusets traumecenter. Vi har ikke fået nogen melding om hvordan de har det men det så voldsomt ud derude, fortæller politiets vagtchef Nikolaj Hølmkjær.

Bilen der var skyld i ulykken blev fundet forladt et stykke fra uheldsstedet og i bilen lå der en del tom emballage efter noget medicin.

– En paramediciner på stedet vurderede at personen der havde spist den pågældende medicin kunne være blevet dårlig, fortæller Nikolaj Hølmkjær.

Politiet ledte derfor i længere tid efter føreren af bilen men desværre uden at finde spor af ham eller hende. Bilen var uden nummerplader og da den er videresolgt og siden afmeldt er der ikke mange spor at gå efter i sagen.

Har du oplysninger i sagen bedes du kontakte politiet på tlf. 1-1-4.

Giv en kommentar

Vær den første til at kommentere

Giv besked ved
wpDiscuz