Ny positiv udvikling på Radio Als

Det er os hermed en glæde at kunne orientere om den positive udvikling omkring Radio Als.

Pr. 1/9-2017 har Radioselskabet Danmark ApS. overtaget driften af Radio Als.

Da Radio Als SMBA, der har drevet radiostationen hidtil, ikke genvandt sin sendetilladelse i det store udbud, som er gennemført i år af Slots- og Kulturstyrelsen under Kulturministeriet, stod det klart, at der skulle ske noget nyt.

I forlængelse af dette har Radioselskabet Danmark nu efter en konstruktiv dialog og et godt samarbejde med bestyrelsen i Radio Als SMBA overtaget aktiviteterne omkring Radio Als, og dermed er fremtiden sikret for Radio Als og lokalradio til Als og hele Sønderborg Kommune.

I forbindelse med overtagelsen kan vi med glæde fortælle:

  • at vi fortsat leverer spots/markedsføring og øvrige ydelser til Radio Als’ annoncører på de hidtidige betingelser og aftaler
  • at den populære og velkendte vært Flemming Nissen fortsat underholder og informerer lytterne
  • at der er skabt et godt fundament for den fremtidige radiodrift

I forbindelse med skiftet har den hidtidige stationschef Lisbeth Schiønning ikke ønsket at fortsætte samarbejdet. Vi ønsker Lisbeth held og lykke med nye udfordringer i fremtiden.

Og hvad skal der så ske med radioen?

Det giver den nye radiochef Martin Larsen her sit bud på:

I første omgang er alt ”business as usual”.

Radiostudiet og lokalerne i Nordborg er fraflyttet, og vi arbejder med etablering af både salgskontor og studier i Sønderborg. Dette ser vi som en nødvendighed, både for at styrke relationen til annoncører og som led i radiostationens gode samarbejde med Sønderborg Kommune.

Vores fokus retter sig nu mod fortsat at sikre en god og populær lokalradio til Sønderborg Kommunes lyttere.

I den forbindelse vil vi udvikle flere lokale samarbejder, således tilhørsforholdet til Radio Als som radiostation og virksomhed bliver styrket i hele kommunen.

Vi vil gerne takke for den positive modtagelse vi allerede er blevet mødt med mange steder, og glæder os til det videre arbejde.

Vedr. annoncering fremadrettet er vi i gang med rekruttering af nyt personale, så indtil videre kan henvendelser omkring spots, kampagner m.v. rettes til undertegnede.

Vi glæder os til et godt, positivt og konstruktivt samarbejde i fremtiden. Såfremt der er spørgsmål eller andet, står jeg naturligvis også til rådighed, slutter radiochef Martin Larsen.

Radiochefen kan kontaktes på mobil 20 44 89 78 eller på mail martin@radioals.dk

Giv en kommentar

Vær den første til at kommentere

Giv besked ved
wpDiscuz