Minister åbner for dialog om ny skiltning ved motorvejen

Kommunen: Sønderborg Kommunes ønske om at få en mere fornuftig skiltning på Kliplev-Sønderborg motorvejen har taget et skridt i den rigtige retning. Borgmester Erik Lauritzen glæder sig over Transport-, bygnings og boligminister Ole Birk Olesens svar på det brev, Sønderborg sendte ministeren i juni måned.

Sønderborg Kommune har længe ønsket, at få en mere logisk og fornuftig skiltning ved og på motorvejsstrækningen til Kliplev. Det handler helt konkret om at få sat vejvisning til Ballebro færgeleje ved afkørsel 13, samt at vejvisningen til Felsted ad Hovedvej 41 bliver ført tilbage til igen at vise mod Aabenraa.

Tilbage i 2013 henvendte Sønderborg Kommune sig uden held til den daværende trafikminister med ønskerne om at få ændret skiltningen. Men nu åbner Transport- bygnings og boligministeren op for en dialog med Vejdirektoratet. Ministeren skriver i sit brev til borgmester Erik Lauritzen, at han – i forlængelse af henvendelsen fra Sønderborg – vil bede Vejdirektoratet om at invitere Sønderborg og Aabenraa Kommune til en fælles evaluering af vejvisningen langs motorvejsstrækningen mellem Sønderborg og Kliplev.

– Jeg ser ministerens svar som en åbning i forhold til de ønsker Sønderborg Kommune har gjort opmærksom på. Det er helt klart positivt, at ministeren selv vil bede Vejdirektoratet om at invitere os til en fælles drøftelse, og ikke bare sender vores ønsker direkte videre til direktoratet, fortæller Erik Lauritzen.

For Sønderborgs borgmester er skiltningen mod Ballebro færgeleje særdeles vigtig, både på grund af den eksisterende trafik til Nordals, men også med tanke på de ambitiøse projekter, som der arbejdes på, og som skal gøre Nordals til en stærk turistdestination.

Borgmester Erik Lauritzen ser frem til mødet.

– Hvis alt går godt, kan Nordals blive et tilløbsstykke for turister fra både ind- og udland. Derfor synes jeg det vil være rettidig omhu at skilte til færgelejet allerede nu, plus at vi jo allerede har mange der benytter færgen – både private passagerer og erhvervslivet, siger Sønderborgs borgmester.

Også ønsket om at få genetableret skiltningen til Aabenraa i stedet for – som det er i dag – til Felsted burde være oplagt at få ændret. Og det ønske kommer fra både Sønderborg og Aabenraa Kommune. I Sønderborg Kommune er vurderingen, at skiltningen til Felsted udelukkende er valgt som mål, fordi byen ligger på hovedvej 41, og fordi en skiltning til Aabenraa i stedet for Felsted vil reducere trafikken på Kliplev-Sønderborg og dermed aflastningen af hovedvej 41.

– Med al respekt for Felsted, så giver det ikke mening at skilte mod Felsted i stedet for Aabenraa. I Aabenraa har vi altså det nye superhospital, adskillige uddannelsesinstitutioner og en by, som fylder en del mere på kortet, end Felsted gør. Jeg håber, at man i Vejdirektoratet kan se den sunde fornuft i at få tingene ført tilbage, og få Aabenraa tilbage på skiltene, fortæller Erik Lauritzen.

Vejdirektoratet har endnu ikke meldt tilbage med en dato for mødet med Sønderborg og Aabenraa kommuner, men Sønderborgs borgmester forventer, at dette vil ske snarest.

Giv en kommentar

2 Kommentarer til "Minister åbner for dialog om ny skiltning ved motorvejen"

Giv besked ved
Sorter efter:   nyeste | ældste | mest bedømte

Erik Lauritzen Husk også at få en henvisning til. Sønderborg Lufthavn i Kliplev. De har aldrig svaret på henvendelsen fra kommunen, selv om der blev gjort opmærksom på at det er der ved Århus til Tirstrup lufthavn.

Tak Eilif. Det tager jeg med

wpDiscuz