Flere bliver vaccineret mod influenza

Sundhed: Et firecifret antal danskere dør hvert år som følge af influenza, og influenzavaccinen har nu for alvor vundet indpas. Sidste år steg antallet af risikopatienter, der blev vaccineret, med 100.000.

Ifølge Sundhedsstyrelsen dør mellem 1000 og 2000 mennesker om året på grund af influenza i Danmark, og ofte oplever vi influenzaepidemier, der øger dødeligheden yderligere. Ifølge Statens Serum Institut steg antallet af personer i risikogruppen, der lod sig vaccinere, fra 594.726 i 2015 til 693.327 i 2016. Den markante stigning hænger sammen med situationens alvor, og at det samtidig aldrig har været nemmere at blive vaccineret.

– Folk har for alvor fået øjnene op for, at influenza faktisk er en alvorlig sag. Risikogruppen, som blandt andet omfatter personer over 65 år, gravide efter 12. uge og overvægtige med BMI på mere end 40, rammes hårdt af influenza og kan nemt udvikle følgesygdomme som for eksempel lungebetændelse, der ofte forårsager dødsfald. Gennem samarbejde med blandt andre plejecentre, apoteker og Matas er det faktisk lykkedes at gøre vaccinen mere tilgængelig, og derfor er der også flere, der lader sig vaccinere, siger Mogens Rishøj, der er cheflæge hos Danske Lægers Vaccinations Service.

I 128 Matas-butikker over hele landet kan borgere, der er i risikogruppen i forbindelse med influenzasmitten, kvit og frit blive vaccineret enten søndag den 1. eller lørdag den 7. oktober. Vaccinationen bliver foretaget af sygeplejersker fra Danske Lægers Vaccinations Service, der siden 1998 har givet mere end tre millioner influenzavacciner i Danmark.

Det samme tilbyder dog også folks egen læge, der ydermere har den fordel at de kender patienterne i forvejen.

Giv en kommentar

2 Kommentarer til "Flere bliver vaccineret mod influenza"

Giv besked ved
Sorter efter:   nyeste | ældste | mest bedømte
Helle

I Danmark kan alle over 65 år, personer med visse kroniske sygdomme og gravide (efter 12. uge) eller svært overvægtige med BMI over 40 blive vaccineret gratis mod influenza. Endvidere er det gratis for førtidspensionister
Hvis du hører til i følgende gruppe ellers:
Hører du ikke til én af disse grupper, kan du alligevel blive vaccineret i Matas. Det koster 160 kr.

Helle

*I Danmark kan alle over 65 år, personer med visse kroniske sygdomme og gravide (efter 12. uge) eller svært overvægtige med BMI over 40 blive vaccineret gratis mod influenza. Endvidere er det gratis for førtidspensionister.

Hører du ikke til én af disse grupper, kan du alligevel blive vaccineret i Matas. Det koster 160 kr.

wpDiscuz