Kommunen glæder sig over skolesamarbejde med Det Kongelige Teater

Kultur: Frem til 2019 kommer Det Kongelige Teater ind i klasselokalerne på ni sønderborgske folkeskoler. Her kommer scenekunsten i alle sine afskygninger med på skoleskemaet.

I over ti år har Det Kongelige Teater og Sønderborg Kommune samarbejdet om blandt andet byens balletskole og sommeroptrædener. Dette samarbejde udvides nu i en sådan grad, at det kommer ud i skolerne og ind på folkeskoleelevernes skoleskema.

Sønderborg Kommune er en af to kommuner, som Det Kongelige Teater udfolder sit splinternye undervisningssamarbejde med, der vil bestå af både workshops og forestillinger. Det viser både, hvor vigtig og alsidig kultur er, mener Charlotte Riis Engelbrecht, formand for Kultur-, Borger- og Fritidsudvalget i Sønderborg Kommune.

– Vi har et langt og frugtbart samarbejde med Det Kongelige Teater, som nu forplanter sig bredt ud til de yngste kulturborgere i kommunen. Det er vigtigt at få børn og unge mennesker med på vognen tidligt, så de lærer at værdsætte det og blive fremtidens kulturforbrugere, udtaler Charlotte Riis Engelbrecht.

Aktiviteter for alle

Partnerskaberne består af en række aktiviteter, som Det Kongelige Teater står for. Der er aktiviteter for elever i indskolingen, på mellemtrinet og i udskolingen. Aktiviteterne er udarbejdet og afprøvet over de seneste år. De er nu blevet til en del af et toårigt forløb, som tilbydes skolerne i partnerskabsaftalerne i Sønderborg og København.

Det Kongelige Teater opstiller en slags alsidigt katalog over muligheder, som i videst muligt omfang skræddersyes til den enkelte skole.

– Det er fantastisk, at vi får noget, der ved første blik synes at ligge fjernt fra elevernes horisont, både skemamæssigt og geografisk, men som i den grad vil åbne elevernes øjne for et område, de måske ellers ikke ville få berøring med, siger Erik Lorenzen, udvalgsformand for Børn og Uddannelse i Sønderborg Kommune.

Han fortsætter, at det ligger i tråd med konceptet om den åbne skole, som består af tilbud og tilgange, der giver skoleelever indsigt i en ny verden. Det bliver Sønderborg Kommunes House of Creativity under paraplyen VidensBy Sønderborg, der holder sammen på trådene fra Sønderborgs side.

– Dette samarbejde er en gave til skolerne. Man kan se det som en katalysator for, at skolerne får mulighed for at åbne sig ud i nye områder. Det supplerer lærernes daglige arbejde. Og så er der også læring i det for lærerne, siger leder af VidensBy Sønderborg, Mai Britt Andreasen.

Samarbejdet mellem Sønderborg Kommune og Det Kongelige Teater kører foreløbigt i indeværende og næste skoleår.

Formålet med de nye partnerskabsaftaler er

  • at gøre den klassiske scenekunst til en naturlig del af elevernes læring og en del af skolernes profil.
  • at udfordre og opfordre lærerne til at bruge den viden, de får gennem Det Kongelige Teater, på andre klassetrin og i andre fag.
  • at forankre den klassiske scenekunst lokalt i kommunen

Giv en kommentar

Vær den første til at kommentere

Giv besked ved
wpDiscuz