Kom til indvielse af Fluepapiret som ny Blå Flag strand

Naturen: Sønderborg Kommune udvider antallet af Blå Flag strande til otte. Den nye og 8. strand er “Fluepapiret” ved Sønderborg Slot, og nu skal det blå flag hejses på stranden.

Det gode liv starter ved vandet, og i Sønderborg Kommune har vi masser af muligheder med 209 km kyststrækning. Badesæsonen starter 1. juni og i år kan Sønderborg byde velkommen på Blå Flag strand nummer otte i kommunen. Her vil der over sommeren være masser af aktiviteter og formidling om vores kyst, strand og hav. Men først skal flaget hejses.

Frode Sørensen, formand for udvalget for teknik og miljø, og Birger Jønsson fra Friluftsrådet sørger for at flaghejsningen, der foregår på “Fluepapiret” fredag den 2. juni kl. 14 – 16. Alle er velkomne.

Der er flere kriterier, der skal opfyldes for at en strand kan opnå kvalitetsmærket Blå Flag. Badevandet skal selvfølgelig være af god kvalitet, men der er også krav om miljøinformation, formidling og skiltning. Det er den internationale Blå Flag Jury, der afgør om kriterierne er opfyldt.

47 lande er med i Blå Flag programmet og 4.266 strande har opnået det eftertragtede blå flag. I Danmark lever 256 strande op til kriterierne, og heraf ligger de otte som nævnt i Sønderborg Kommune.

Blå Flag programmet har 30 års jubilæum i 2017.

Naturskoleleder Andreas Hermann laver aktiviteter for børn og barnlige sjæle i strandkanten, og der er en blå vaffelis til alle, der møder op.

Giv en kommentar

Vær den første til at kommentere

Giv besked ved
wpDiscuz