I regn og slud – Zulu Sommerbio kommer stadig ud

Kultur: Et gammelt dansk visdomsord siger, at der aldrig er noget galt med vejret, kun med påklædningen.

Den læresætning gælder også for Zulu Sommerbio, der lørdag og søndag aften gæster Sønderborg Slotspark med gratis film under åben himmel.

Arrangørerne, Zulu Sommerbio og Sønderborg Kommune, understreger på baggrund af vejrudsigten, at begge filmaftener gennemføres, selv om det skulle regne. Så det er blot et spørgsmål om at tage regnslag og paraply under armen.

Der vil kun blive aflyst i tilfælde af skybrud eller voldsomt vejr, hvilket faktisk slet ikke er forudsagt. DMI forudser mulighed for 5 mm vand lørdag aften og tørvejr søndag aften. Norske YR, der plejer at ramme vejrudsigten mest præcist, lover til gengæld tørvejr begge aftener med henholdsvis ”laber” og ”lett bris”. Det er med andre ord filmvejr.

Skulle vejret mod forventning pludseligt udvikle sig voldsomt, vil en eventuel aflysning blive kommunikeret på facebooksiderne Vores Sønderborg og Sønderborg Kommunes officielle facebookside.

Lørdag aften vises oscarvinderen Moonlight, mens det søndag gælder den danske anmelderroste film, Underverden. Begge aftener starter de indledende manøvrer klokken 21 med filmstart cirka en halv time senere.

Giv en kommentar

Vær den første til at kommentere

Giv besked ved
wpDiscuz