Elever på Det Blå Gymnasium bliver klogere på lokalpolitik

Uddannelse: Mere end 100 elever på Det Blå Gymnasium bliver klogere på lokalpolitik tirsdag den 3. oktober kl. 17.00 -19.00, hvor Sønderborg Kommune har inviteret til et arrangement om demokrati i skolens store auditorium.

Arrangementet kommer til at omhandle demokrati, forvaltningens rolle, sammenspillet med Christiansborg og lokaldemokratiets rolle. Det er det første arrangement i en række frem mod kommunalvalget 2017, der skal gøre de unge førstegangsvælgere klogere på demokratiet og deres egen mulighed for indflydelse i lokalpolitik. Formålet med arrangementet er at styrke de unges demokratiforståelse og valgdeltagelse op til kommunalvalget i november.

Betina Wichmann, der er chef for byråds- og direktionssekretariatet, indleder med et oplæg om forvaltningens rolle og den demokratiske proces. Oplægget følges op af de 4 kommunalpolitikere Jesper Smaling, Stephan Kleinschmidt, Tom Holden Jensen og Sven Jensen, der stiller op til paneldebat om deres forhold til lokalpolitik og forhåbentlig bliver de udfordret af skolens elever.

Eleverne har forberedt sig til arrangement i faget samfundsfag, hvor de har arbejdet med demokrati og stillet skarpt på de områder, der optager dem i forhold til Sønderborg Kommune og lokalpolitik. De er meget interesserede i at gøre Sønderborg til en mere spændende by for unge mennesker, men miljø er også noget, de er optaget af.

Arrangementet afsluttes med fællesspisning i skolens kantine.

Giv en kommentar

Vær den første til at kommentere

Giv besked ved
wpDiscuz