Elever fra Det Blå Gymnasium har fået papir på deres viden om EU

Uddannelse: 29 glade elever fra Det Blå Gymnasium har netop fået overrakt deres eksamensbevis i EU-forhold ved en lille ceremoni på Det Blå Gymnasium. Eleverne har bestået en 3 timers eksamen om EU-forhold på engelsk og uden brug af hjælpemidler.

Alle elever på Det Blå Gymnasiums 2. årgang får tilbud om ekstra undervisning og eksamen i EU-forhold. Desuden er det obligatorisk for elever på Det Blå Gymnasiums internationale studieretning.

Forud for eksamen har eleverne fået særligt tilrettelagt undervisning af lektor Peter T. Hansen om EU-forhold. Undervisningen er såvel en repetition af stof omkring EU fra fagene samfundsfag og international økonomi, men derudover er engelsk-underviserne også inde over, da opgaven er stillet på engelsk, og også skal besvares herpå.

– EU har stor indflydelse på udviklingen i Danmark og det ser ikke ud til at blive mindre fremover. Det er glædeligt at se, at så mange elever har interesse for europæiske forhold og vil yde noget ekstra, siger Peter T. Hansen.

Eksamensopgaven, der er skriftlig, er stillet af Det Blå Gymnasiums samarbejdspartner West College Scotland. Denne eksamen er ikke en del af en obligatorisk studentereksamen, men et særligt bevis, som er udstedt af West College Scotland, med den engelske karakterskala.

Det Blå Gymnasium uddanner eleverne til virkeligheden ved at gennemføre denne eksamen, og dermed bliver de klædt på til det globale arbejdsmarked, som venter dem.

Det Blå gymnasium og West College Scotland har i flere år haft et tæt samarbejde udover EU-eksamen fx er der elev- og lærerudveksling.

Giv en kommentar

Vær den første til at kommentere

Giv besked ved
wpDiscuz