Der er indgået budgetforlig for Sønderborg Kommune 2018

Byrådet: Flertalsgruppen i Sønderborg Byråd indgik i aftes budgetforlig sammen med Dansk Folkeparti. Forliget kom i hus efter politiske forhandlinger tirsdag aften

Borgmester Erik Lauritzen glæder sig over, at den brede opbakning bag aftalen, som er indgået mellem Socialdemokraterne, Slesvigsk Parti, Fælleslisten, de Konservative, Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

– Jeg er rigtig glad for, at vi er nået frem til en aftale, som har bred opbakning blandt stort set alle byrådets partier. Vi er nået frem til et resultat, som sikrer at vi i Sønderborg Kommune kan fortsætte den positive udvikling vi er inde i, og jeg vil gerne takke alle partierne bag aftalen for den gode og konstruktive tilgang de har haft til forhandlingerne, fortæller Erik Lauritzen.

Dermed lykkedes det ikke i år at lave et budgetforlig med et samlet byråd og det ærgrer Venstres Peter Hansen:

– Venstre kom til budgetforhandlingerne uden ultimative krav, men med ønsker om at styrke folkeskolen, dagtilbud, landdistrikter og ældreområdet, men intet af det ville Socialdemokraterne være med til og derfor blev der ingen reelt bred aftale med deltagelse af Venstre, siger Peter Hansen, der er borgmesterkandidat for Venstre i Sønderborg kommune.

Peter Hansen undrer sig over at Socialdemokraterne ikke vil være med til at styrke folkeskolen, når tallene klart viser, at der er store udfordringer.

– 35 % af eleverne i folkeskolen bliver ikke erklæret uddannelsesparate, det er den største andel i hele Syd- og Sønderjylland, og samtidig ligger karaktergennemsnittet på folkeskolens afgangsprøve under landsgennemsnittet i både dansk, matematik og engelsk. For mig er det oplagt at vi skal tage initiativer på folkeskoleområdet som hurtigt kan gøre en forskel, desto mere skuffet er jeg over Socialdemokraternes blanke afvisning af at gøre noget, siger Peter Hansen.

Derimod er Dansk Folkepartis Stefan Lydal glad for at være kommet med i forliget:

– Jeg er rigtig godt tilfreds med det forlig vi har forhandlet hjem. Der er fundet ekstra penge til de svageste ældre i eget hjem, der fremover vil kunne få gjort rent hver uge, siger en tilfreds Stefan Lydal.

Samlet set tilføres ældreområdet 3,6 mio. kr. årligt med budgetforliget, hvor der desuden er afsat midler til 4 ekstra fysioterapeuter, der skal styrke rehabiliteringen og dermed også give en øget livskvalitet til de ældre, der bor i eget hjem.

Foruden ældreområdet er der også afsat midler til en ekstra ressourceperson i ungecentret, en såkaldt SSP-medarbejder, der skal arbejde med de unge, der er på vej ind i misbrug eller kriminalitet i forbindelse med narkotika.

– Vi oplever desværre at alt for mange unge kommer ud i problemer på grund af narko. Vi har tidligere styrket den tidlige indsats, men går nu målrettet efter de unge, der allerede er havnet i vanskeligheder, og jeg er glad for at Borgmesteren og de øvrige partier i flertalsgruppen deler Dansk Folkepartis syn på behovet for en ekstra indsats netop her, siger Stefan Lydal.

Budgetforliget indeholder også en skærpet kamp mod socialt bedrageri, hvor der ansættes en ekstra medarbejder til at finde – og stoppe – snyd med f.eks. boligsikring, SU, m.m.

Slutteligt indeholder aftalen også en årlig pulje på 0,5 mio. til at forbedre trafiksikkerheden rundt omkring i kommunen. Dansk Folkeparti har spillet ind med to konkrete projekter, som ønskes belyst og udbedret, så det kan blive sikkert at færdes i trafikken disse steder. Puljen henvender sig generelt til de bløde trafikkanter.

Giv en kommentar

Vær den første til at kommentere

Giv besked ved
wpDiscuz