Der bliver 6 spor over Kielerkanalen

Trafik: Motorvejsbroen over Kielerkanalen skal udskiftes, og hidtil har man kun villet lave den firesporet. Men nu har den tyske regering meldt ud, at den får to ekstra spor.

Det bekræftede viceministeren i transportministeriet i Berlin, Enak Ferlemann (CDU) mandag, oplyser den slesvig-holstenske trafikminister, Bernd Buchholz (FDP) til Flensborg Avis.

Lige nu er motorvejsbroen firesporet, og den er i så dårlig stand, at den kun holder ganske få år endnu.

Protesterne haglede ned over de tyske trafikmyndigheder i Berlin, da de i første omgang meldte ud, at erstatningen for den belastede bro kun skulle være firesporet.

Den stærkt trafikerede motorvej A 7 fra Flensborg og videre gennem Hamborg bliver i disse år udbygget til seks spor fra Neumünster og de sidste 50 kilometer mod Hamborg. Men prognoserne viser, at trafikmængden snart vil gøre det nødvendigt også at udvide strækningen mellem den dansk-tyske grænse og Neumünster.

Giv en kommentar

Vær den første til at kommentere

Giv besked ved
wpDiscuz