Debat: Sønderborg blandt de bedste 25% inden 2020

Debat: Borgmesterkandidat, Stephan Kleinschmidt, Slesvigsk Parti, skriver:

Med spænding havde jeg set frem til præsentationen af Dansk Industris undersøgelse af kommunens erhvervsklima. Nu er den her, og tallene fra DI tyder på, at vi er på rette vej. Kurven er knækket og Sønderborg er en af højdespringerne i årets undersøgelse. Men vi skal videre. For tingene hænger sammen. Går det godt for erhvervslivet, går det godt for velfærden. Og lykkes det os at få skabt ro på bagsmækken hos de politiske kamphaner, og sammen stiller skarpt på erhvervspolitikken, så er det min vurdering, at en positiv indsats på følgende tre områder, vil løfte Sønderborg op blandt de bedste 25% inden 2020.

Ud med byggesagsgebyrer og ind med bedre sagsbehandling af byggesager

Slesvigsk Parti har allerede stillet skarpt på byggesagsbehandlingen, og vi arbejder aktuelt for helt at udfase byggesagsgebyrerne, nedbringe behandlingstiderne yderligere og sikre en effektiv, kompetent og helhedsorienteret sagsbehandling af byggesager. Det vil gøre det mere attraktivt for erhvervslivet at etablere og udbygge virksomhed i Sønderborg. Men også private vil i givet fald slippe for gebyret. Det vil gøre det mere attraktivt at bygge nyt eller til. Således får vi gang i murerskeen, både inden for erhvervslivet og i det private byggeri.

En klar afsender på erhvervsindsatsen

Med etablering af Sønderborg Erhvervsservice fik virksomhederne i 2016 én indgang til kommunen og diverse rådgivningstilbud. Det er godt. Men skal kommunen for alvor styrke dialogen med og forbedre informationen til erhvervslivet skal vi sikre, at der også kun kommunikeres ét sted fra. Det fordrer først og fremmest et tættere samspil ml. forvaltninger og afdelinger. Men i lige så høj grad, at vi har modet til at strømline erhvervsindsatsen endnu mere, så virksomhederne ikke bare har én indgang til kommunen, men så kommunen også kun har en udgang, når vi kommunikerer til og med virksomhederne.

Bosætningsindsats skal imødekomme virksomhedernes behov for arbejdskraft

Mange unge rykker teltpælene op for at få deres uddannelse. I Slesvigsk Parti ved vi, at spændende jobs, attraktive byer og stærke relationer skal give dem lysten til at vende tilbage efter uddannelsen. Sammen arbejder vi ihærdigt på at vende befolkningstilbagegangen. Vi har brug for stærke uddannelsestilbud og nye netværk, der skræddersyes til virksomhedernes behov. Derfor er det afgørende, at vi i endnu højere grad samler indsatsen i en vækststrategi, der favner både bosætning, uddannelse og erhverv. Således kan vi imødekomme virksomhedernes behov for arbejdskraft og nye kompetencer– en indsats, der også kommer de øvrige områder til gode.

Giv en kommentar

Vær den første til at kommentere

Giv besked ved
wpDiscuz