Byrådet gav tilladelse til byggeri af tysk børnehave

Byrådet: Normalt er en byggetilladelse en administrativ sag og ikke noget, byrådet får på sit bord. Og normalt laves der en lokalplan forud opførelsen af en daginstitution. Men det forholder sig noget anderledes i den langstrakte sag, hvor den tyske skole- og sprogforening, DSSV har ønske om at opføre en ny børnehave på Vesterbakken 9 i Broager som erstatning for den nuværende i Vestergade 39. Det skriver Jydske Vestkysten.

Efter en længere debat gav byrådet onsdag aften nemlig byggetilladelse og dermed grønt lys til at opføre børnehaven med plads til et halvt hundrede børn.

– Sagen har været i byrådet før og gennem ny høring, og så sad vi til mødet i teknik- og miljøudvalget i sidste uge med to muligheder. At indstille til en byggetilladelse eller et forbud, sagde udvalgsformand Frode Sørensen (S) ved aftenens byrådsmøde.

Det er de trafikale forhold med risiko for kaotiske tilstande på villavejen der har været modstandernes store bekymring. På aftenens møde blev det dog påpeget at der bliver bygget parkeringspladser ved den nye børnehave.

Stefan Lydal (DF) undrede sig over, at man har erstattet en lokalplan med en nabohøring, men det er dog også sket i fire andre tilfælde i nyere tid, påpegede Frode Sørensen ifølge avisen.

Du kan læse mere om sagen på Jydske Vestkysten.

Giv en kommentar

Vær den første til at kommentere

Giv besked ved
wpDiscuz