Ambitionen er endnu flere flygtninge i job

Kommunen: Indsatsen i Sønderborg Kommune for at få flygtninge i job har været god hidtil og udløste en fin bonus for 2016 fra ministeriet. Og den fortsætter med uformindsket styrke.

Sønderborg Kommune har fået 975.000 kr. i bonus fra Udlændinge- og Integrationsministeriet for at få 92 flygtninge i job og uddannelse i 2016. Jobcentret arbejder målrettet på at nå et højere antal i år.

– Selvfølgelig er det fint med en bonus, men faktisk interesserer vi os meget mere om at få flygtningene i job, så de får et godt, indholdsrigt liv og integreres i det danske samfund. Og heldigvis tegner indsatsen godt i år. På jobbet får flygtningene kolleger, og de lærer at tale dansk, de tjener deres egen løn, betaler skat og bidrager til samfundet. Det giver livsglæde og selvrespekt og er et godt fundament for en vellykket integration, siger Arbejdsmarkedsudvalgets formand, Jan Prokopek Jensen.

Han tilføjer, at topartsaftalens bonusordning er god på den måde, at den kan være med til at sikre økonomi til, at kommunen kan sætte ekstraordinære tiltag i værk for yderligere at øge beskæftigelsen blandt flygtninge.

Sadikka Ali er en af dem, der er kommet i job. Hun arbejder i pakkeriet hos Danish Crown i Blans. Hendes mand har arbejdet der i halvandet år og har fast ansættelse i opskæringen.

– Efter et kort kursus på daghold fik jeg fast arbejde i pakkeriet aften/nat, og det er jeg rigtig glad for, for så kan jeg køre sammen med min mand, og vi har fælles fritid. Vi er et hold på fire-fem medarbejdere, og vi taler kun dansk sammen. Det er god træning, fortæller Sadikka, som også både læser og forstår stort set alt dansk.

Hun kom til Danmark fra Aleppo for to år siden. Hun har som sin mand en studentereksamen, og i Syrien arbejdede hun på en medicinalvirksomhed, mens Fareed havde sin egen købmandsforretning. Begge har familie, bl.a. forældre og søskende i Syrien. Deres søn på 23 år læser til tandlæge i Rusland, men forældrene håber, at han kan komme på besøg næste år, når de har sølvbryllup.

– Vi havde et godt liv i Syrien, men krigen sendte os på flugt. I Syrien vil alle gerne arbejde, og selv om jeg måske kunne ha’ fået et andet og måske bedre lønnet arbejde ved at læse videre i Danmark, så var jeg utålmodig efter at tjene mine egne penge. Vi vil gerne hjælpe andre – ikke omvendt, siger Sadikka.

Hun går stadig på LærDansk for at blive bedre til dansk. Mens hendes mand arbejder på fuld tid, har hun 32 timer fordelt på fire dage om ugen.

– Vi må erkende, at det er vanskeligere at få kvinder end mænd blandt flygtningene ud på arbejdsmarkedet. Derfor er det godt at opleve en kvinde som Sadikka, der gerne vil bidrage, får et netværk og styrker sine sprogkundskaber samtidig. Vi håber, det smitter – til glæde for både kvinderne, levestandarden i familierne og samfundet, siger Petter Astrup, der er næstformand i Arbejdsmarkedsudvalget.

Sadikka og hendes mand, Fareed, var forleden inviteret på rådhuset for at hilse på borgmester Erik Lauritzen – i anledning af, at hun og to andre flygtningekvinder samme måned fik job. Foto: Kim Toft Jørgensen

FAKTA

Udlændinge- og Integrationsministeriet har afsat 54 mio. kr. i beskæftigelsesbonus til kommunerne. Bonussen udbetales på baggrund af det antal flygtninge, der er kommet i job ud over det antal, der blev nået året før.

Sønderborg Kommune har i “bonus-årene” fået flg. antal i job og uddannelse:

2015: 53

2016: 92 (altså 39 flere end i 2015 – bonussen beregnet ud fra de 39)

Giv en kommentar

7 Kommentarer til "Ambitionen er endnu flere flygtninge i job"

Giv besked ved
Sorter efter:   nyeste | ældste | mest bedømte

Præsis men os er de åbentbart ligeglade med

Så det er et problem når flygtningen ikke arbejder, og et problem når han arbejder?

Jobcentret i sønderborg er så vidt jeg husker lige blevet kåret som et af landet bedste og det sidste tal jeg kan finde viser en ledighedsprocent i kommunen på 4.4% og sikkert under. Jo flere der arbejder jo bedre har vi råd til dem der ikke gør, uanset årsag.

Det er sådan at dem de sender på div. Kurser og lign. De bliver også regnet for ikke ledige. Derfor er kommunen nede på 4.4%

Dem der sidder ved job centrene er de forkerte .

Få nu alle de arbejder. Løse i job samt et Flex job til alle der er godkendt.
Og evt. Revalidering til de sygemeldte, er alt dette opfyldt, ja så send flygtningene i job.

Ja det er jo penge i det, så kan selv borgmesteren smile ,,,, måske vi skulle forsætte ned acylcentre, så kan den almen danske arbejdsløse jo vente til kommunen også får penge for at finde jobs til dem.

Hvad med at skaffe det danske folk arbejde først, vi kommer igen i anden række……

wpDiscuz