8 mio. kr. til nye landdistriktsprojekter

Christiansborg: Erhvervsministeriets Landdistriktspulje åbner nu for ansøgninger for i alt 8 mio. kr. til nye forsøgsprojekter i landdistrikterne og projekter på de små øer.

– Regeringen ønsker at styrke vækst og udvikling i landdistrikterne, og landdistriktsaktørerne inviteres bl.a. til at sætte fokus på nye indsatser for at skabe levedygtige landsbyer. Med landdistriktspuljen åbner vi mulighed for at borgere, virksomheder, foreninger, kommuner og organisationer kan opnå medfinansiering af visionære projekter i landdistrikterne og på de 27 småøer, siger Erhvervsminister Brian Mikkelsen.

Med årets anden ansøgningsrunde udmønter Landdistriktspuljen dels 2,5 mio. kr. til projekter, der kan bidrage til at forbedre levevilkårene i de små øsamfund, og dels 5,5 mio. kr. til forsøgsprojekter i landdistrikterne.

To tredjedele af midlerne til forsøgsprojekter er rettet mod temaet Den moderne landsby – lokal udvikling gennem levedygtige landsbyer for at understøtte et fokus på levedygtige landsbyer og det netop udpegede Udvalg for levedygtige landsbyer, der indgik i planlovsaftalen om Danmark i bedre balance mellem Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti.

Du finder ansøgningsskemaer og vejledninger på: www.livogland.dk

Ansøgninger skal være Erhvervsstyrelsen i hænde inden d. 12. oktober 2017 kl. 12.00.

Giv en kommentar

Vær den første til at kommentere

Giv besked ved
wpDiscuz